Så længe øjet rækker

af Thorkil Jacobsen
Digtsamling med billeder af Patricia Forbert
ISBN: 978-87-993429-1-4
Pris: 150 kroner + forsendelse
Udgivelsesdato: 7. maj

Så længe øjet rækker

Thorkil jacobsen er tidligere dansk og europæisk mester i poetry slam. Han har turneret med sine tekster i hele landet, Tyskland og den amerikanske østkyst. Han har boet i Grønland, Tyskland, USA og Sierra Leone. I dag bor han på Amager.

Thorkil skriver i spændingsfeltet mellem hverdagen og magien. Hans tekster bevæger sig gerne fra frysepizza til dommedag og tilbage igen. Han skriver let, uden litterære dikkedarer, om drømmene og minderne, et avocadotræ der aldrig kom og en togtur der aldrig stopper.

Så længe øjet rækker er Thorkil Jacobsens anden digtsamling. Den har været mere end 3 år undervejs og indeholder tanker fra en mand, der pludselig blev bange for dommedag, flyveture og følelsesmæssigt berørt af Ekstra Bladets spisesedler.

Digtene er mandsopdækket af uskarpe billeder, der ligesom digtene tegner brudstykker af en uklar verden. Patricia Forbert har taget billederne, og sammen har hun og Thorkil Jacobsen igennem et år ladet dem hjælpe digtene med at finde deres endelige form.

Læs Thorkils tanker om Så Længe Øjet Rækker

Uddrag fra bogen:

“Hun siger ok, fedt, fuck det, cool.
Hun siger kom
og sparker dynen af.

Telefonen ringede engang
mens jeg lå i en seng
på et nedslidt motel.
Den var pisgul, telefonen
og lød som
når min far, da jeg var barn
kaldte på duerne
med hænderne foldede
foran sit fuldskæg.

Jeg tog den ikke.

Hun siger hvad venter vi på?
mens jeg falder over et fotografi
på loftet
i sidste års jakkelomme
med to kondomer
og en halv pakke mentos.

Hun venter på mig.
Det ved vi begge to.
Jeg venter på at
duerne skal kalde tilbage”

Links:

Thorkils hjemmeside

Piip butik

.